Hvorfor købe en kompostbeholder !!!
Hjemmelavet kompost er gratis vitaminer til haven. Det er nemt, og du slipper for at køre haveaffald væk.
Kompost består af planterester, der ved smådyr og mikroorganismers hjælp er blevet nedbrudt. Kompostering er en naturlig proces, der foregår overalt, hvor planter visner og dør og derefter indgår i naturens kredsløb.
Kompostering kan i princippet foregå i en bunke på jorden. Men i en have er det mere oplagt at vælge en form for beholder. En træramme med afstand mellem brædderne er ideel til formålet. Den lader luft, der er nødvendig for processen, komme til og tillader, at den varme, der dannes, kan slippe væk.
Det tager 1-2 år at forvandle en bunke haveaffald til færdig kompost. Derfor er det en fordel at dele kompostbeholderen op i to eller evt. tre enheder. Så kan komposten fra et år få fred til at blive klar, mens næste års affald lægges i en beholder for sig.
Placér din kompostbeholder rigtigt
Det er en fordel, at området omkring komposten er flisebelagt, så der er fast underlag at arbejde på. Omvendt skal selve beholderen altid placeres direkte på jorden, så orme og andre smådyr, der hjælper med nedbrydningen, kan søge ned i jorden.
Det er en fordel at blande plantemateriale, så der fx ikke opstår et tykt lag med friskt græs. Det har tendens til at klappe sammen til en våd, snasket masse, der blokerer for lufttilførslen.