sengetøj

Sådan bruger du dit Le Creuset støbejern: Den komplette guide

Ethvert produkt fra Le Creuset er designet til at opfylde alsidige behov i madlavningen og til at opnå optimal brugervenlighed. Læs venligst denne brugervejledning før du tager dit produkt fra Le Creuset i brug for første gang. Brugervejledningen indeholder informationer om, hvordan du bedst muligt får gavn af køkkenudstyrets funktioner samt en vejledning til vedligeholdelse af produkterne.

Før produktet tages i brug

Før ibrugtagning første gang skal al emballage og alle etiketter fjernes. Vask derefter produktet af i varmt vand tilsat lidt opvaskemiddel. Skyl produktet grundigt og tør af.

Varmekilder

Støbejernsprodukter fra Le Creuset kan anvendes på alle kogeplader inkl. gasblus, el-plader, glaskeramiske plader, induktion, alle ovntyper, brændeovne, udendørs grill, m.v.

Ved brug på glaskeramisk kogeplade eller induktion skal man altid løfte produktet, når man flytter det. Træk eller skub aldrig produktet hen over kogepladen, da dette kan beskadige både bunden på produktet samt den glaskeramiske kogeplade.

Sørg altid for at bruge en produktstørrelse, der svarer til varmekilden, for at opnå størst mulig effektivitet og for at undgå overophedning af siderne på produktet samt beskadigelse af håndtagene.

Gasflammer skal begrænses til bunden af produktet og må ALDRIG løbe op omkring siderne.

Lange håndtag skal placeres, således at de ikke rækker ud over kanten på kogepladen eller henover andre kogezoner.

Indstilling af temperatur

Den sandfarvede, indvendige emalje egner sig specielt godt til langsom tilberedning ved lav til middel varme og mellemhøj temperatur.

Varm altid produktet op ved lav til middel varme, indtil der er opnået en mellemhøj til høj temperatur – det giver de bedste madlavningsresultater, herunder også når man steger og svitser/bruner/braser. Lad produktet blive langsomt gennemvarm, idet dette giver det mest jævne og effektive resultat. Når produktet først er varmt, kan al madlavning fortsættes ved en lavere temperatur.

Høje temperaturer må kun bruges til at koge vand til grøntsager eller pasta eller til nedkogning af fond eller sovs.

Høje temperaturer må ALDRIG bruges til at forvarme produktet.

Støbejern holder så godt på varmen, at hvis en pande/gryde bliver overophedet, vil det give et dårligere madlavningsresultat, og maden vil brænde på.

Satin Black (mat sort)-emalje er påført alle produkter med udvendig mat sort emaljering samt alle pander, grillpander, sauterpander, stegepander, æbleskivepander, blinis-pander, pandekagepander, woks, taginer og stegegryder. Disse produkter er ideelle til at stege, grille og brune i samt til fremstilling af visse gryderetter. Satin Black-emaljen er specielt fremstillet til brug ved madlavning, som kræver høje overfladetemperaturer, hvilket ikke er helt det samme som blot madlavning ved høj varme. Med støbejern opnås højere overfladetemperaturer ved at lade panden eller gryden blive ordentlig gennemvarm ved indstilling af kogepladen til jævn/middel varme.

Uanset typen af ingredienser eller den anvendte opskrift opnås det bedste slutresultat ved, at man skruer ned for temperaturen, når den rette overfladetemperatur er nået, eller når den rette temperatur på fedtstoffet er nået. Konstant brug af høj varme bevirker overophedning, samt at maden brænder på eller klistrer sig fast, specielt når det drejer sig om delikate blandinger til omelet eller andre æggeretter.

Den matte sorte emalje får efter gentagen brug en patina-belægning (en sortbrun filmoverflade). Patinaen er resultatet af naturlige olier og fedtstoffer fra maden, som brænder sig ind i den varme overflade. Undlad at vaske patinaen af, da den forbedrer stegeevnen og modvirker, at maden hænger fast. Samtidig nedsætter den mængden af smørelse, som er nødvendig til madlavningen.

Brug i ovn

For produkter med sort fenolknop må den maksimale temperatur være 200° C.

Produkter med integrerede støbejernshåndtag eller knopper i rustfrit stål tåler op til 260°C i konventionel ovn.

Ovne med støbejernsbeklædning. Placer ikke køkkentøj af nogen slags i bunden af en ovn med støbejernsbeklædning. Det vil øge kogetemperaturen inde i ovnen, og dermed vil kogehastigheden øges med risiko for beskadigelse af maden. Undgå at trække eller skubbe produktet hen over bundbeklædningen, idet det kan beskadige dit produkt. For bedste resultat sættes køkkengrejet altid på en ovnplade eller rist.

Produkter med træhåndtag kan ikke tåle at komme i ovnen, da det kan ødelægge håndtaget.

Gode råd til stegning og sautering på støbejern

Når du steger og sauterer, skal fedtstoffet være varmt, før du kommer maden på produktet. Sørg derfor for, at både produkt og fedtstof er varmt. Olien eller fedtet, der dækker produktet, er tilstrækkelig varmt, når enten olien har en let krusning på overfladen, eller smørret eller andet fedtstof bobler eller skummer.

Gode råd til brug af grillpanden i støbejern

Når man griller på en grillpande, skal man først forvarme den tomme pande for at opnå en meget høj overfladetemperatur på panden til bruning. Dette råd gælder ikke de øvrige produkter.

For at opnå et godt resultat, er det vigtigt, at kogeoverfladen er tilstrækkelig varm, før man lægger maden på panden. Man opnår ikke de brune striber fra grillen, hvis pandens overflade er for kold, eller hvis maden er for fugtig. Brug køkkenrulle til at duppe overskydende væde væk fra overfladen på madvarerne, også de marinerede.

Sæt en tom pande på kogepladen, som indstilles til en mellemvarm temperatur, og lad panden varme igennem i nogle minutter (ca. 5-10 min). Kom ikke olie på en kold pande, for når panden bliver varm, vil olien blive for varm og begynde at ryge. Kom et par dråber vand på dine fingre og stænk på den varme pandeoverflade. Hvis vanddråberne syder og fordamper med det samme, er panden tilstrækkelig varm og klar til brug. Hvis vandet danner damp og ikke syder, skal panden opvarmes lidt længere, hvorefter du igen foretager testen med vand. Når overfladen er tilstrækkelig varm, kommes lidt olie på panden med en oliespray, alternativt påføres olien med en bagepensel i silikone fra Le Creuset (olien kan også påføres madvaren med en pensel i stedet). Det anbefales at anvende vegetabilsk olie, jordnøddeolie eller majsolie, da olivenolie kan ose kraftigt. Når panden har fået sin patinabelægning, er det kun nødvendigt at bruge meget lidt olie eller slet ingen. For at opnå de karakteristiske grillmærker på maden, skal råvarerne ligge urørt på panden i flere minutter. Hvis man flytter maden for hurtigt rundt på panden, kan maden hænge fast, grillmærkerne bliver knap så tydelige, og saften fra maden kan løbe ud.

Brug af fedtstof

Den emaljerede overflade i lys sandfarve egner sig ikke til tørkogning. Væske, olie, fedt eller smør skal dække bunden fuldstændig før opvarmning. Hold altid øje med produktet, mens det varmer op, og lad ikke produktet koge tør, da der kan opstå varige skader på emaljen.

Drejer det sig om friturestegning i en dyb pande, må den maksimale mængde olie ikke overstige 1/3 af pandens kapacitet, idet olieniveauet øges, når ingredienserne kommer på. Det anbefales, at man bruger et oliestegetermometer af sikkerhedsmæssige grunde, samt at man har et låg i nærheden, hvis olien skulle blive overophedet eller gå i brand.

Opbevaring og marinering af madvarer

Den emaljerede overflade i lys sandfarve er vandtæt og gør derfor produktet egnet til opbevaring af rå eller tilberedt mad samt til syreholdige marinader.

 

Valg af køkkenredskaber

Det anbefales at bruge silikoneredskaber fra Le Creuset, som gør madlavningen nemmere og mere bekvem og samtidig beskytter overfladen på produkterne.

Metalredskaber, skeer eller piskeris må kun anvendes forsigtigt, og de må ikke skrabe hen over emaljeoverfladen. Undlad endvidere at banke disse redskaber af på gryde- eller pandekanten.

Håndholdte, elektriske eller batteridrevne piskere må ikke anvendes, idet bladene beskadiger emaljen.

Knive eller redskaber med skarpe kanter må ikke benyttes til at skære maden ud direkte i produktet.

Håndtag

Håndtag i støbejern eller knopper i rustfri stål bliver varme i brug på både kogeplade og i ovn. Anvend altid en tør, tyk klud eller grydelapper til varme produkter og knopper. Produkter med træhåndtag må ikke anvendes i ovnen.

Sørg for at alle håndtag og knopper er tætte og spændte ved at efterse og efterstramme disse med jævne mellemrum.